I denne artikel bruger jeg QA (Quality Assurance) som betegnelse for den funktion i organisationen, der har det faglige ansvar for kvalitet i IT-projekter. Uanset om den hos dig hedder test, kvalitetssikring, QC eller noget helt fjerde.
Sprintet er afsluttet. Velocity ser fornuftig ud, burndown-kurven er pæn, og teamet er allerede i gang med næste iteration. To uger senere opstår der en fejl i produktion, og der indkaldes til post mortem. Udvikleren troede, QA håndterede det. QA havde ikke mandat til at stoppe leverancen. Projektlederen kendte ikke til problemet. Scrum Masteren faciliterede processen som forventet. Ingen var ligeglade. Ingen gjorde noget forkert. Og alligevel gik det galt.
Det er ikke et menneskeligt problem. Det er et strukturelt et. Og det har en velkendt årsag: vi har i årevis fortalt hinanden, at kvalitet er alles ansvar – og derved gjort det til ingens.
Et godt princip, en svær praksis
Det agile manifest kom som en velfortjent reaktion på vandfaldsmodellens svagheder; Kvalitet som en isoleret gate til sidst i processen, og en QA-afdeling der fik tre uger til at validere seks måneders arbejde, var ikke bæredygtigt.
Intentionen om at integrere kvalitet løbende var rigtig. Men et princip er ikke det samme som en ansvarsstruktur. Problemet opstår, når princippet bliver brugt som erstatning for reel ansvarsplacering.
I organisationer med tydelig ansvarsplacering ved alle, hvem der kan sige stop, hvem der har faglig autoritet, og hvem der bærer det sidste ord, når risiko vægtes mod leverance. I organisationer der bruger “kvalitet er alles ansvar” uden en tilhørende struktur, er svarene ofte uklare.
Når ejerskabet er uklart, vinder deadlinen
Når ejerskabet er uklart, udfyldes tomrummet af deadlinen. I IT-projekter er det sjældent kvalitet, der har mest politisk pres, selvom vi er nogen der mener andet. Det er leverancetid, budget og forventninger opad i organisationen.
Derfor ender en faglig vurdering fra QA ofte som en anbefaling, og ikke som en retningsgivende beslutning. QA kan rådgive, men ikke bremse. Dermed træffes kvalitetskritiske beslutninger af dem, der står med pres for leverancen, og ikke af dem med den faglige indsigt i risikoen.
Det er et mønster, de fleste med erfaring fra IT-projekter vil genkende øjeblikkeligt. Ikke fordi folk er inkompetente eller ligeglade. Men fordi systemet er designet til at optimere på det, det måler. Og i mange organisationer måles der på tid og økonomi. Ikke på kvalitet.
Det er derfor ikke modstand mod kvalitet, der skaber problemerne, men en styringsmodel, der utilsigtet favoriserer andre hensyn.
Den skjulte regning
De synlige omkostninger ved dette er kendte: Fejl i systemerne og tab af kundetillid. Men der er også en mere langsigtet konsekvens. Når QA ikke har et tydeligt mandat, mister rollen gradvis gennemslagskraft. Fagligheden udvandes, erfarne medarbejdere søger væk, og dem der bliver tilbage, bruger mere energi på at forklare deres eksistensberettigelse end på at udøve deres faglighed. Fælles for disse konsekvenser er, at de er metrikker som oftest ikke måles, og derfor bliver usynlige.
Ikke et fripas
Det er ikke ensbetydende med at det kun er én person der skal bære hele ansvaret for kvaliteten.
Alle har stadig et del-ansvar. Product Owneren har ansvaret for at opgaver i pipeline skaber værdi for kunden og er tydelige og prioriterede. Udviklerne har ansvar for at sikre deres arbejde lever op til de aftalte kriterier, osv.
Det er vigtigt at alle holdes op på nogle basale kvalitetskrav som defineres fra starten.
Kvalitet der skabes i hele værdikæden, øger ejerskab og engagement fordi alle tager ansvar for deres egen kvalitet.
Det nødvendige valg
Der er ikke en nem vej ud af dette. Men der er et valg, som er mere kritisk end de fleste vil indrømme.
Du kan vælge at give kvalitet et formelt ejerskab med reelt mandat. En rolle der kan sige stop. En stemme der sidder ved bordet, når prioriteringer og beslutninger træffes.
Det er et ansvar der ikke kan fordeles ud til ”alle”, fordi ansvaret der fordeles ud til alle aldrig bæres af nogen.
Alternativet er at holde op med at bruge “alle ejer kvalitet” som om det er en styringsmodel. Det er det ikke. Det er en værdierklæring uden konsekvens.
Den nemme middelvej, hvor man fastholder mantraet og håber, at det ”denne gang går bedre”, er ikke gratis. Den betales løbende i fejl, teknisk gæld, udvandet faglighed og postmortems med de samme konklusioner som sidst.
Spørgsmålet er derfor ikke, om I har råd til at give kvalitet et tydeligt hjem i organisationen. Spørgsmålet er, om I har råd til at lade være.
Hvis du kan genkende mønstret, er du ikke alene. Spørgsmålet er bare: Hvad I vil gøre ved det?
Vil I have sparring på, hvordan kvalitet kan få et tydeligt mandat i jeres organisation uden at miste det agile momentum, så tag fat i os. Vi tager gerne en helt uforpligtende dialog om jeres setup.
