Gå til toppen

Quality2Gether 5. september 2024

I samarbejde med Lakeside og Tolstrup & Hvilsted:

Tag med, når vi byder indenfor til seminar i samarbejde med Lakeside og Tolstrup & Hvilsted torsdag den 5. september 2024 kl. 7.30-10.00 i Designmejeriet i Stilling.

Baggrund for seminaret

Et projekt kan gå i hårdknude på mange forskellige måder. Og når det sker, ville du sikkert ønske, at du kunne trykke på en knap og gå tilbage i tiden og starte forfra. Men sådan en tidsmaskine ville kun være en hjælp, hvis du vidste, hvad du ville have gjort anderledes.  

Det overordnede tema for seminaret den 5. september er ”Regler for tidsrejser i IT-projekter”. Her gør vi dig klogere på, hvornår og hvordan du kan ændre i dit projekts fortid for at få en mere gunstig fremtid set fra tre forskellige perspektiver – juristens, IT-arkitektens og test managerens.

Det fælles mål med tidsrejsen er at få succes med IT-anskaffelser for i sidste ende at levere mest mulig værdi til slutbrugerne af løsningerne. Med tidsmaskinen vil vi komme med eksempler på handlinger og beslutninger, der kan være definerende for et projekt, der er ved at løbe af sporet. Og vi vil simulere hvordan IT-projekternes fremtid kan se ud, hvis der investeres mere tid og energi i forberedelserne til en anskaffelse – frem for at skulle rede trådene ud senere.  

Er du nysgerrig på, hvordan eksperter indenfor arkitektur, kvalitetssikring og kontrakter kan skabe det gode fundament for dit fremtidige IT-projekt?

Så tilmeld dig dette seminar, som vi afholder i samarbejde med digitaliseringsspecialisterne fra Lakeside og specialisterne i udbud og kontrakter fra Tolstrup & Hvilsted.

Foreløbigt program

7.30-8.00: Morgenmad
8.00-8.10: Velkomst v. Jacob Fisker
8.10-8.40: Lakeside
8.40-8.45: Pause
8.45-9.15: Tolstrup & Hvilsted
9.15-9.20: Pause
9.20-9.50: Key2Quality
9.50-10.00: Afrunding og tak for i dag

Obs! Ændringer i programmet kan forekomme.

Tid og sted

Seminaret afholdes torsdag d. 5. september 2024 kl. 7.30-10.00 i Designmejeriet, Alhøjvej 2, 8660 Skanderborg.

Der er gode parkeringsforhold ved adressen, og parkering er gratis.

Abstracts

Af Lakeside:

Hvornår begynder IT-arkitekten at lede efter nøglerne til sin tidsmaskine?
På et tidspunkt begynder IT-arkitekten at klappe sig på lommerne og lede efter nøglerne til tidsmaskinen. Der kan være flere ting, der udløser dette. Fx:

  • Erstatningsprojektet, hvor vi har fået til opgave at erstatte en central komponent/system/teknologi i vores IT-arkitektur. Men vi ved godt, at vi har tabt skyggekampen mod den tekniske gæld.
  • “Gør noget for h…”-projektet, hvor vi er blevet ramt af disruptionen lige i smasken. En ny konkurrent er kommet på markedet, vi er blevet købt, el.lign.
  • “Jeg ved godt, vi sagde, men…”-projektet, hvor projektets vision og mission simpelthen er blevet glemt, blevet væk eller har ændret sig.
  • “Glemmer du, så husker jeg”-projektet, hvor vi pga. en række ændringer i organisering (ikke i løsning eller teknologi) simpelthen har fået hukommelsestab om centrale beslutninger og valg.

Dette oplæg vil tage IT-arkitektens perspektiv og ud fra en række eksempler som ovenstående give bud på, hvilke signaler du skal være opmærksom på, og hvis du havde en tidsmaskine, hvad du så kunne bruge den til.

Om Lakeside: Lakeside bistår offentlige og private virksomheder med deres støtte og rådgivning indenfor især IT-arkitektur i en rolle som uvildig bygherrerådgiver. På dette seminar dækker Lakeside de tekniske og IT-arkitekturmæssige aspekter af vores projekt-tidsrejser.

 

Af Tolstrup & Hvilsted:

Forestil dig en tidsmaskine som en fast del af juristens værktøjskasse. Hvad kunne dette betyde for udformningen af IT-kontrakter? Med en tidsmaskine i hånden ville juristen først dykke ned i historiske projekter for at identificere gentagne juridiske udfordringer og fejl. Derefter ville fokus være på at forudsige fremtidige teknologiske udviklinger og uforudsete udfordringer undervejs i projektet og imødekomme disse med fleksibilitet og skalerbarhed i kontrakten.

Tidsmaskinen kunne anvendes til at rejse frem og tilbage i tiden for at validere, om kontraktens vilkår stadig er relevante og gennemførlige under skiftende omstændigheder.

Hvordan kan du som jurist bygge din egen tidsmaskine? Oplægget vil udforske tre centrale designprincipper: skalerbarhed, forudsigelse af udfordringer og strategisk ressource:

  • Skalerbarhed: Hvilke metoder kan vi bruge til at designe aftaler, der kan vokse og ændre sig i takt med projektets udvikling og nye behov?
  • Forudsigelse af udfordringer: Hvilke mekanismer kan vi implementere for at gøre kontrakterne robuste over for uforudsete hændelser og ændringer undervejs i projektet?
  • Strategisk ressource: Hvordan kan vi sikre, at kontrakten ikke blot er en formel aftale, men også en strategisk ressource til at styre og beskytte investeringer og interesser i komplekse IT-projekter?

Om Tolstrup & Hvilsted:

Tolstrup & Hvilsted tilbyder omfattende bistand i alle faser af kontraktens livscyklus, fra anskaffelsesprocessen til implementeringen, kontrakt- og leverandørstyring og exit-ydelser. Deres tilgang er juridisk og kommercielt funderet. Succesen af en udbudsproces kan måles på forskellige parametre. For Tolstrup & Hvilsted er tilfredshed med kontrakten og etableringen af en værdifuld leverandørrelation de ultimative succeskriterier. Derfor har Tolstrup & Hvilsted altid kontrakten som omdrejningspunkt i deres arbejde med anskaffelser og udbud.

 

Af Key2Quality:

Hvad hjælper det at være bagklog, hvis du ikke kan gøre det om?

Det er ikke altid nemt at være test manager og have ansvaret for at komme med anbefalinger til godkendelse af leverancer. Der kan være mange grunde til, at det kan gå galt. Som test manager kan du sikkert genkende dette:

  • Forretningsressourcerne mener ikke, at den leverede løsning understøtter deres behov.
  • Det er kommet bag på kunden, hvor mange ressourcer de skal levere ind i projektet.
  • Der er ikke de rigtige beslutningskompetencer til stede i projektet.
  • Arbejds- og økonomitunge elementer som testmiljø og testdata er ikke afklaret forud for projektstart.

Vi kan ikke se ud i fremtiden. Men ved at forberede vores projekter kan vi forebygge de typiske problemer, der opstår mellem kunde og leverandør. Dette oplæg vil handle om, hvordan du som test manager kan finde den rigtige balance mellem kontrol og tillid, når der skal godkendelser på bordet, og bordet fanger.

Tilmelding til seminar

Tilmeld dig via formularen herunder.

Når du har tilmeldt dig, modtager du automatisk en bekræftelse pr. mail.