Gå til toppen

Spændende mulighed for samarbejde med socialøkonomisk virksomhed

Da FlexDanmark skulle have testet deres nye system til styring af landets flextrafik, opstod en mulighed for at udforske samarbejdet mellem Key2Quality og den socialøkonomiske virksomhed Special Minds IT.

I september 2022 fik FlexDanmark i Aalborg behov for en test manager til deres projekt med implementering af nyt system til understøttelse af kørsel med flextrafik over hele landet – et system til ruteplanlægning, som både skulle tage højde for afstande, antal passagerer, service og økonomi. Men hos FlexDanmark manglede de på daværende tidspunkt ressourcerne til selv at tage det overordnede ansvar for testopgaven, og de kontaktede derfor både Key2Quality og Special Minds IT for at undersøge mulighederne.

Special Minds IT er en socialøkonomisk virksomhed, hvor de ansatte it-konsulenter alle har en autismeprofil. Vi kendte i forvejen Special Minds IT efter at have rådgivet, undervist og også haft en konsulent tilknyttet hos dem. Og vi var enige om, at det kunne være interessant at adressere en kunde sammen. Nu bød muligheden sig så hos FlexDanmark:

Fælles løsning med SpecialMinds IT

Både vi og Special Minds IT kom i dialog med FlexDanmark om opgaven og kunne se et potentiale i at tilbyde en fælles løsning, der byggede på de forskellige kompetencer, som vi hver især kunne tilbyde: Special Minds IT’s dygtige projektleder og ihærdige hands-on testere i kombination med det overblik, som Key2Qualitys testkonsulenter lynhurtigt ville kunne skabe over hele test opgaven.

Sammen med Special Minds IT tilbød vi en løsning, hvor vi sikrede, at der blev lavet den rette teststrategi og testindsats. En løsning, som gjorde det nemt for FlexDanmark at gå videre og fremlægge testresultater overfor leverandøren.

Hos FlexDanmark har man ikke tidligere prøvet et set up, hvor en socialøkonomisk virksomhed i samarbejde med en højt specialiseret virksomhed skulle levere løsningen. Men den konstellation virkede, konstaterer de i det nordjyske.

”Vi fik hurtigt en fornemmelse af den samlede løsning, og hvordan de ville gribe det an. En konsulent fra hver af virksomhederne fik deres ugentlige gang hos os, og vi var fuldstændig trygge ved, hvordan de greb testplanen an”, siger Klaus Nielsen, projektleder hos FlexDanmark.

Tommy Jensen, afdelingschef for Leverancer og Produkter, supplerer:

”Vi fik i kraft af Key2Quality og Special Minds IT bragt en professionalisme og best practice ind i projektet. Og for mig personligt betyder det samtidig meget, at vi også bidrager til, at IT-konsulenter med autisme får mulighed for at udfolde deres potentiale.”

Vores direktør Margit Sejerkilde er enig:

”Hos Special Minds IT har de nogle andre ressourcer og kompetencer, end neurotypiske har. Vi så derfor samarbejdet med Special Minds IT som en mulighed for at støtte op om, at alle i vores samfund får en chance for at bidrage med de ressourcer, de har. Vi samarbejder i det hele taget gerne med andre testhuse, hvis det er dét, der skal til, for at vi kan levere den bedste løsning til vores kunder – ud fra de kompetencer, som vi hver især kommer med.”

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få besked direkte i din indbakke, når vi har nyheder om vores seminarer, kurser og testfaglige tips og tricks.