Hvordan bevarer vi vores stærke arbejdskultur, mens vi vokser? Det var omdrejningspunktet for vores teambuilding workshop tirsdag den 8. oktober.
Hos os er vores værdier – “ordentlighed”, “faglighed” og “glæde” – ikke blot noget, der står skrevet på et stykke papir – eller i vores tilfælde: på en væg.
Vores værdier et noget, som vi arbejder ud fra i hverdagen, og som vi sætter fokus på jævnligt; som tirsdag den 8. oktober, hvor vi havde fornøjelsen af Partner & Management Konsulent hos INDKOM, Niels Sparre, som faciliterede en teambuilding workshop for os.
På workshoppen arbejdede vi med temaer som psykologisk tryghed og feedback og spørgsmål som:
- Hvordan fastholder vi den gode arbejdskultur, når virksomheden vokser?
- Hvad skal vi fortsætte med at gøre for at sikre et endnu bedre samarbejde?
- Hvad skal vi starte med at gøre, og hvad skal vi stoppe med at gøre?
For vi vokser jo, og det er dejligt. Og samtidig med at vi vokser, er det vigtigt for os at bibeholde det gode kollegaskab, som vi har.
“Når vi kender hinanden og har det godt sammen, går vi ikke blot glade og motiverede på arbejde. Vi er også mere tilbøjelige til at sparre og vidensdele med hinanden. Og i sidste ende kan vi så bedre skabe værdi for vores kunder”, siger direktør Margit Sejerkilde.
Arrangementet var sponsoreret af Velliv Foreningen i anledning af Danmarks Mentale Sundhedsdag.