Gå til toppen

Månedens underviser: Pernille Vejby Lauritsen

Hos Key2Quality er vi så privilegerede at huse nogle fantastisk dygtige undervisere, som bringer teorien til live ved at skabe forbindelse til kursisternes hverdag. I denne måned er vi glade for at kunne fremhæve Pernille Vejby Lauritsen. Pernille underviser i Test og kvalitet i K02-kontrakten, fordi det er et emne, som hun virkelig brænder for, fordi hun selv har oplevet, hvor stor en forskel det kan gøre.

Pernille Vejby Lauritsen - senior testkonsulent

Pernille Vejby Lauritsen er senior testkonsulent, underviser og bid manager.

Pernille underviser i Test og kvalitet i K02-kontrakten – et emne, som hun har stor erfaring med og en stor passion for.

For Pernille er det bedste at møde op til en kursusdag, hvor der sidder et helt rum fuldt af mennesker, som – ligesom hun selv – synes, at kvalitet under de offentlige kontrakter og udbud er det fedeste.

Som underviser lægger Pernille vægt på, at deltagerne får noget konkret med sig, som de kan bruge ude i deres projekter. Noget, der kan inspirere dem i deres praksis, inspirere dem til at tilpasse deres egne processer en lille smule.

Når Pernille ikke underviser i Test og kvalitet i K02-kontrakten eller er ude som testkonsulent, arbejder hun med udbud og tilbud i offentlig regi – bl.a. i samarbejde med Lakeside og Tolstrup & Hvilsted.

Hvad underviser du i?

Jeg underviser i kurset Test og kvalitet i K02-kontrakten. Det er et kursus, som vi selv har udviklet, og som handler om, hvordan man forbereder og styrer kvaliteten inden for rammerne af de offentlige kontrakter som fx K02-kontrakten.

Hvad er din baggrund for at undervise?

Jeg har mange års erfaring med test og kvalitet under de offentlige kontrakter. Det er et emne, som jeg virkelig brænder for, fordi jeg selv har oplevet, hvor stor en forskel det kan gøre.

Derudover har jeg brugt mine kompetencer inden for facilitering og formidling gennem hele mit arbejdsliv. Kompetencer, som jeg også har brug for som underviser.

Da jeg blev spurgt af Gitte Ottosen, om jeg havde lyst til at lave et kursus om ”Test og kvalitet i K02-kontrakten” og undervise i det, havde jeg det lidt ligesom Pippi Langstrømpe: Det havde jeg aldrig prøvet før, så det kunne jeg sikkert godt.

Jeg sagde ja, fordi det er et emne, jeg har arbejdet meget med i mange forskellige projekter. Det er noget, der virkelig rykker ved noget, hvis man har gjort sig nogle tanker om det og forberedt sig godt. Så på den måde har kursusindholdet en stor betydning ude i projekterne.

Og så lægger kurset i høj grad op til, at jeg skal hjælpe med at sætte nogle tanker i gang hos deltagerne – uden at der er et pres, fordi de efterfølgende skal bestå en certificering.

På kurset tager vi udgangspunkt i deltagernes kontekst og snakker om, hvordan de kan bruge de erfaringer, som jeg kommer med – hvordan det kan berige deres arbejde.

Hvad lægger du vægt på, når du underviser?

Jeg har lægger vægt på, at deltagerne bliver inspirerede og får input til, hvordan de kan optimere egen praksis. Derfor er der rigtig meget gruppearbejde. Det her med at deltagerne får holdt deres egne erfaringer op imod mit input – det synes jeg er vigtigt.

Jeg kan godt lide, at de får noget konkret med sig, som de kan bruge ude i deres projekter. Noget, der kan inspirere dem i deres praksis, inspirere dem til at tilpasse deres egne processer en lille smule. Måske bare lave nogle småjusteringer til at starte med og så nogle lidt større justeringer senere hen.

Mit mål med det er, at deltagerne i en eller anden grad skal sidde tilbage med en ahaoplevelse. At de får noget med, som de kan bruge. Så er det det hele værd.

Hvad kan du godt lide ved at undervise?

Det er fedt at møde op til en kursusdag, hvor der sidder et helt rum fuldt af mennesker, som – ligesom jeg selv – synes, at kvalitet under de offentlige kontrakter og udbud er det fedeste. Eller i hvert fald anerkender, at det er vigtigt at have styr på.

Jeg synes personligt, at det er helt vildt fantastisk, når der også er andre, der har en idé om, at udbud og kontrakter har en stor betydning. Jeg elsker at møde op og bruge en hel dag med deltagerne på at nørde ind i, hvordan vi får omsat vores erfaringer til noget, der giver værdi fremadrettet, så de ikke begår de samme fejl igen og igen.

Det er den fedeste følelse, når nogen får den der ahaoplevelse. Så føler jeg virkelig, at vi via vores snak har gjort en forskel for dem.

Hvorfor synes du, at udbud og kontrakter er spændende?

Ja, hvorfor synes andre ikke, at udbud og kontrakter er spændende? Det forstår jeg ikke.

Jeg synes, det er superinteressant, hvordan man navigerer i den lovgivning, som alle offentlige IT-indkøb skal overholde. Det er lækkert at vide noget om det, så man kan navigere bedst muligt igennem det. Det her med at læse ind i kontrakten og se, hvor godt den kan hjælpe én, og hvor kan den ikke hjælpe én.

Hvis man tilfører viden til det her emne og er bevidst om at forberede sine udbud og kontrakter, hjælper det én enormt senere hen – med at undgå problemer i fremtiden.

Har du en anden passion ud over udbud og kontrakter?

Alle, der har mødt mig, ved, at jeg har en altoverskyggende hobby, der hedder ”heste”, og at jeg har min egen hest. Der går sikkert også en del tidligere og nuværende kollegaer rundt, som er blevet udsat for at skulle se billeder af min hest. Men den er mit frirum, hvor jeg tømmer hovedet, hvilket gør jeg kan være til stede og 100 % på, når jeg f.eks. underviser.