Gå til toppen

Er testmanagement-rollen død?

“Er testmanagement-rollen død?”

Er den klassiske testmanager overflødig, nu hvor det er det tværfunktionelle team, der har ansvaret for kvaliteten?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet en del gange i de sidste mange år – ja, faktisk lige siden vi begyndte at arbejde indenfor rammerne af agile.

Det korte svar må være ja.

Det lidt længere svar får du herunder.

Det enkelte agile team

Hvis vi ser det helt isoleret på det enkelte agile team, kan der godt være noget om snakken.

Der er ingen grund, til at have en testmanager tilknyttet, hvis du har et modent team, der:

  1. er godt klædt på til at forstå, hvordan de kan tage det fulde ansvar for kvaliteten af deres løsning
  2. har styr på den statiske test, uanset om vi taler dokument review, kodereview eller statisk analyse
  3. har fokus på kvalitetsrisici, så testen har den rette fokus
  4. har et solidt fundament af unit- og unit integrationstest
  5. har en velfungerende CI/CD-pipeline, hvor deres automatiske test kører
  6. har fokus på, at der er tests, der ligger udover unit- og unitintegrations test
  7. har transparens på deres kvalitet. De ved hvad kvaliteten er på deres løsning – og ikke mindst hvor det gør ondt

Hvis ikke dit team har så godt styr på det, har de brug for hjælp til at modnes; enten i form af en testmanager eller en quality coach, der kan være med til at løfte kompetenceniveauet og fokussen i teamet.

Du kan læse mere om forskellen på rollerne i artiklen Testmanager, orchestrator, quality coach – kært barn har mange navne – Key2Quality.

Når agile skalerer

Men hvad nu hvis vi har en flok agile teams, der arbejder på en større kompleks løsning, hvor de:

  1. har afhængigheder på tværs af teams
  2. har komplekse forretningsgange, der skal understøttes
  3. har en del integrationer, der skal virke, før forretningsgangene kan gennemføres
  4. har leverancer fra 3. part, der skal med i den samlede løsning
  5. har en formel afleveringsforretning (brugeraccepttest) i forløbet.

Her er der brug for en profil, der:

  • driver det testfokuserede arbejde
  • sætter strategien og hjælper teams med at implementere den
  • sikrer, at der bliver testet på løsningen som en helhed og ikke kun på de enkelte dele
  • driver fokus på at få testet tidligt og tænke testautomatisering ind fra starten af, så denne ikke er noget, vi gør i retrospekt.
    – Selvom det er et stykke tid siden, at begreber som ”shift-left” og ”built-in quality” blev lanceret, er de stadig fuldt ud lige så vigtige som før. Det er essentielt, at vi hele tiden har fokus på at teste vores løsninger så tidligt som muligt, og samtidig har fokus på, at der skal testes med forskellige perspektiver. Her er jeg stadig vældig glad for de agile testkvadranter som et fundament for diskussionen om, hvordan vi skal teste – netop for at sikre, at vi har fokus på de forskellige perspektiver.

Når du er kunde

Hvis du sidder på den anden side af bordet i forhold til det tidligere beskrevne – altså på modtagersiden som kunde – så er fokus på test og kvalitet ikke mindre vigtigt.

Som kunde bør du spørge dig selv:

  1. Hvordan sikrer vi, at den leverance vi modtager er blevet tilstrækkeligt kvalitetssikret af vores leverandør?
  2. Hvordan får vi drevet, at vi får lavet en accepttest, så vi kan validere, at vi rent faktisk har fået den løsning, som vi bad om?

Det er essentielt, at vi, allerede når vi laver et evt. udbud og en aftale med en leverandør, er HELT skarpe på, hvordan de skal kvalitetssikre, hvordan vi skal samarbejde i forhold til test og kvalitetssikring, hvordan der skal kommunikeres om kvalitet, og hvordan der skal laves en egentlig afleveringsforretning.

Alt for ofte ser vi desværre, at kontrakter i denne kontekst ikke har meget fastlagt omkring dette, og det gør, at vi efterfølgende ikke har nogen håndtag til at sikre, at vi rent faktisk får leverancer i en tilfredsstillende kvalitet. Så at tilknytte en testmanager til projektet, allerede når vi går i gang med at definere udbuddet og så ellers hele vejen gennem projektets levetid, er bestemt ikke uvæsentligt.

Nu tænker du måske; ”Jamen, vi vil være agile, og så laver vi ikke de der vandfaldsprojekter med store accepttests sammen med vores leverandør.”

Uanset hvilken udviklingsmodel/leverancemodel, I vælger at arbejde indenfor, er det vigtigt, at I allerede fra starten af har fokus på at få lavet et samarbejde, der har fokus på kvaliteten – også selvom I vil arbejde agilt.

Aftalen skal sætte rammerne for:

  • review af featurebeskrivelser
  • deltagelse i demoer
  • jeres bidrag som sparringspartner i sprintet
  • jeres involvering i testen af user stories og features
  • hvor tit I vil have leverancer
  • hvorvidt I skal have en accepttest i den forbindelse.

Ofte er der grænser for, hvad leverandøren reelt kan teste i deres eget miljø. De har ikke det fulde setup men måske kun en begrænset konfiguration i forhold til jeres; de har ikke adgang til større mængder testdata, og måske vigtigst af alt: de har som oftest ikke adgang til jeres integrationer. Leverandøren kan selvfølgelig lave stubbe og simulatorer, og de kan stille krav om interfacebeskrivelser mv. Men det kan aldrig erstatte en reel systemintegrationstest. Den ender derfor ofte med at være kundens ansvar, da kun de har testmiljøet til at kunne.

Alt det andet

Hertil kommer de punkter, som går på tværs af alle udviklingsmodeller og kontekster, og som ofte bliver enten nedprioriteret eller glemt i farten:

  • test i forhold til regulering og compliance. I mange brancher er der krav til testdokumentation, sporbarhed og validering
  • håndtering af ikke-funktionelle krav, såsom ydeevne, sikkerhed, tilgængelighed, skalerbarhed. Hvem har ansvaret for at disse aspekter bliver testet?
  • testdata og miljøer: Hvem sikrer, at der er adgang til de rette testdata, og at miljøerne understøtter de nødvendige tests?

Disse er komplekse opgaver, der som oftest går på tværs af de enkelte team, og som kræver at man er oppe i helikopteren og ser på løsningen som en helhed.

Så det lange svar på spørgsmålet om, hvorvidt testmanagement-rollen er død, må være nej – testmanageren er stadig nødvendig. Rollen skal bare hele tiden tilpasses den kontekst, vi befinder os i.

Vil du vide mere?

Har du brug for hjælp til testmanagement, så lad os hjælpe med at finde den helt rigtige testmanager. Kontakt områdeleder for IT-kvalitetssikring og senior konsulent, Jonas Sloth, på 4940 2794 eller jonas@key2quality.dk for at høre mere.

Er du allerede erfaren testmanager, og vil du dygtiggøre dig endnu mere – så tilmeld dig vores kursus i ISTQB Advanced Test Management V3.0.