Gå til toppen

Hos Key2Quality er vi så privilegerede at huse nogle fantastisk dygtige konsulenter. Konsulenter, som alle skaber værdi for vores kunder med deres kompetencer inden for softwaretest, IT-kvalitet og IT-projektledelse. En af dem er Martin Rahbek Nielsen – en erfaren og løsningsorienteret senior testautomatiseringskonsulent, der med nysgerrighed og mod kaster sig ud i teknologiske udfordringer, ikke mindst inden for embedded software test.

Martin Rahbek Nielsen - senior automatiseringskonsulent

Martin Rahbek Nielsen er uddannet softwareingeniør og har gennem sin karriere bevæget sig i spændingsfeltet mellem udvikling, projektledelse og kvalitetssikring. Han har tidligere arbejdet som både projektleder og scrum master men er altid vendt tilbage til automatisering og kvalitetssikring, som er dét, som han brænder allermest for.

Martins kompetencer spænder bredt – fra softwareudvikling og programmering til test, kvalitetssikring og automatisering. Han har solid erfaring med at arbejde i komplekse teknologiske miljøer og trives med at sætte sig ind i nye områder, herunder embedded software test. Med en praktisk og løsningsorienteret tilgang går han til opgaverne med det retoriske spørgsmål:

“Hvad er det værste, der kan ske? Som regel er der jo en løsning på alting.”

For Martin handler det om at skabe værdi hurtigt. Han er skarp til at danne sig et overblik over kundens udfordringer og omsætte dem til konkrete løsningsforslag, som kan videreudvikles i tæt dialog med kunden. Kvalitet, samarbejde og leverancer til tiden er omdrejningspunktet i hans arbejde – og han sørger altid for, at kunden er med hele vejen.

Hvad kan du godt lide ved at arbejde som konsulent?

Jeg trives i konsulentrollen, fordi jeg kan godt lide at møde nye opgaver, nye teknologier og nye brancher. Hver gang jeg starter hos en ny kunde, møder jeg nye problemstillinger og teknologier, som jeg skal sætte mig ind i. Det gør arbejdet spændende og udviklende. Jeg har arbejdet med mange forskellige teknologier hos kunderne – også nogle, jeg ikke havde forestillet mig at skulle prøve. Det er både sjovt og lærerigt at kaste sig ud i det ukendte.

Hvordan hjælper du vores kunder med at skabe værdi? Hvordan gør du en forskel for dem?

Jeg fokuserer på hurtigt at forstå kundens problemstilling og præsentere et løsningsforslag, som vi sammen kan forfine og justere. Det er vigtigt for mig, at kunden hurtigt ser resultater og oplever, at de får værdi for pengene. Jeg prioriterer åben kommunikation og inddrager kunden i hele processen for at sikre, at vi sammen skaber den rette kvalitet til den aftalte tid.

Hvad er dit faglige speciale? Hvorfor netop det, og hvordan kommer det i spil i dine opgaver?

Jeg er uddannet softwareingeniør og har arbejdet som udvikler, projektleder og scrum master. Men min passion ligger i automatisering og kvalitetssikring.

Mine kompetencer spænder fra softwareudvikling og programmering til test og kvalitetssikring. Og jeg er ikke bange for at kaste mig ud i nye teknologiske udfordringer, eksempelvis i form af embedded software test. Jeg har blandt andet arbejdet med testvægge, hvor masser af udstyr skal kommunikere sammen. Det kan jeg godt lide. At lige pludselig står man dér med en skruetrækker i hånden. Jeg synes, det er spændende at kombinere software med fysisk hardware på den måde.

Hvad motiverer dig mest i dit arbejde?

Det motiverer mig at se kunderne lykkes og hurtigt opleve resultater. Når de kan se, at det arbejde, vi laver, skaber værdi og forbedrer deres processer, giver det en stor tilfredsstillelse.

Hvordan holder du dig opdateret og skarp i dit felt?

Jeg lærer bedst ved at prøve mig frem. Når jeg skal lære et nyt kodesprog eller løse en konkret problemstilling, bruger jeg værktøjer som ChatGPT til at få indsigt og inspiration. Jeg foretrækker praktisk læring frem for teori – det er gennem hands-on erfaring, jeg udvikler mig mest.

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Dagen starter ofte med et morgenmøde med kunden, hvor vi gennemgår dagens opgaver. Derefter går jeg i gang med opgaverne og tager fat i de relevante personer for sparring eller hjælp. Når en opgave er færdig, præsenterer jeg resultatet for kunden og sikrer, at det lever op til deres forventninger.

Hvad kendetegner en god konsulent, efter din mening?

En god konsulent er i stand til hurtigt at sætte sig ind i kundens situation og komme med relevante løsningsforslag. Det handler om at være proaktiv, kommunikativ og fleksibel. Man behøver ikke at have alle svarene fra starten, men man skal være åben for at finde løsninger sammen med kunden og sikre, at de føler sig hjulpet og forstået.

Er der et projekt eller en opgave, som du bliver særligt glad eller stolt af at tænke tilbage på?

Jeg har arbejdet på flere spændende projekter, men et, der skiller sig ud, var hos en kunde i energisektoren, hvor jeg var med til at udvikle en simulator. Det var en kompleks opgave, men resultatet blev rigtig godt, og kunden var meget tilfreds. Et andet projekt inden for test af embedded software var også en stor succes og gav kunden en robust og effektiv løsning.

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde? Har du en særlig passion?

Jeg nyder at arbejde med hænderne – det kan være at skrue på bilen, arbejde i haven eller renovere mit gamle hus. Det giver mig ro og en følelse af tilfredshed at skabe noget fysisk og se resultaterne af mit arbejde. Og så synes jeg også, at det er vigtigt at komme lidt væk fra computeren, når man sidder så meget ved den i sit arbejde.

Har du et yndlingscitat eller et motto, der afspejler din tilgang til dit arbejde – eller livet som konsulent?

Jeg kan godt lide Pippi Langstrømpes tilgang: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt finde ud af.” Det handler om at have modet til at kaste sig ud i nye udfordringer og tro på, at man kan finde en løsning – for hvad er det værste, der kan ske? Som regel er der jo en løsning på alting.

Hvordan vil du beskrive Key2Quality med tre ord?

Faglighed, ordentlighed og glæde. Vi har en kultur, hvor vi støtter hinanden, deler viden og har det sjovt sammen. Selvom vi ofte arbejder på forskellige projekter, føler man sig som en del af et fællesskab, hvor der er plads til forskellighed og personlig udvikling.

 

Har du brug for en konsulent, der kombinerer teknisk dybde med praktisk sans og evnen til hurtigt at skabe værdi? Så er Martin Rahbek Nielsen klar til at hjælpe – kontakt områdeleder for ledelse og facilitering, Jacob Fisker på 4940 7579 eller jacob@key2quality.dk.